En spændende undervandsverden
Vi inviterer dig til fantastiske oplevelser under havoverfladen i det krystalklare hav omkring Færøerne, som siges at være et af de reneste i verden. Rundt omkring på øerne findes der utallige velegnede og usædvanlige dykkersteder med en flot og varieret havbund, som kun de færreste endnu har berørt, mulighed for at gå på opdagelse i tangskoven, fantastiske drop-offs og spændende dyreliv i de mange grotter.

Ønsker man den bedste sigtbarhed, anbefales det at lægge dykkerferien udenfor sæson. Om sommeren kan der forekomme plankton i havet, således at havet bliver lidt uklart. Dog kan sigtbarheden variere meget, og man kan om sommeren opnå en sigtbarhed på 15-20 m. Den bedste sigtbarhed opnår man i vinterhalvåret hvor sigtbarheden kan være på omkring 30 meter og havtemperaturen i gennemsnit er 6 grader.   

Vi vil på disse sider foreslå nogle gode dykkersteder fordelt omkring på øerne. Det er af stor betydning, at der er mindst to, der dykker sammen, men vi anbefaler også, at der på hvert dyk er en kvalificeret, stedkendt dykkerleder. Kursus for nybegyndere kan erhverves på øerne. Dykkere med certifikat kan leje dykkerudstyr.

Ved hvert dyk bør der medbringes en lygte, fordi der altid kan opdages interessante ting i sprækker og under sten. Farverne på dyr og planter vil da fremtræde i de flotteste nuancer.

Der er gode muligheder for at få den helt specielle oplevelse at dykke med sæler på Færøerne.

 

 
Diving - Faroe Islands Tourist Board - Undir Bryggjubakka 17 - Postbox 118 - Tórshavn - Tel: (+298) 355 800 - Faks: (+298) 355 801 - touristtourist.fo