Dyrelivet er meget rigt og varieret på grund af den forholdsvis konstante havtemperatur og den meget variable bund. Blandt de mest synlige dyr på hård bund er de store søpølser, Cucumaria frondosa, der godt kan opnå en længde på ca. 30 cm. De kryber rundt på deres mange sugefødder og ser imponerende ud med deres udstrukne tentakler.

Ved dyk kan man møde to slags søpindsvin, det almindelige søpindsvin, Echinus esculentus, og det noget mindre, Strongylocentrotus droebachiensis, som kan ses overalt siddende på sten og alger, hvor de gnaver af algebelægningen.
Der er også flere slags søstjerner, og blandt de mest iøjnefaldende er den store søsol, Solaster endeca, der med sine 30-40 cm i diameter langsomt kryber hen over bunden. Den almindelige søstjerne, Asterias rubens, findes overalt.

Søstjernens nære slægtning, slangestjernen, findes næsten over det hele.
Flere steder er havbunden fuldstændig overdækket af dem.

Noget, som er typisk for Færøerne, er de store hestemuslinger, Mondiolus modiolus, de minder meget om blåmuslinger men er betydeligt større , de kan være op til 20 cm lange. Nogle steder kan man møde store koncentrationer af dødningehånd, Alcionium digitatum, et medlem af læderkorallerne. Som navnet siger så kan formen ligne en menneskehånd. Dette er en kraftig og forgrenet samling af dyrekolonier, der enten kan ses som hvide eller orangefarvede.
Den hvide farve fremkommer i fødesøgningsperioden når dyrets polypper er udspilede

I den kraftige tangskov er der mange snegle. Her findes blandt andet meget farverige nøgensnegle. Længere nede i tangskoven ser man mange krebsdyr.
Frem for alt er der mange eremitkrebs, som domineres af arten, Pagurus bernhardus.

På hårde havbunde, i kløfter og huler kan man finde smukke røde rejer. Der findes en del forskellige arter. En almindelig art er glasrejen, Passiphae tarda, eller Montaguis-rejen, som den også kaldes. Navnet har den fået fordi den er stribet. Striberne bliver meget tydelige, når man koger dem.
Montaguis-rejen er nært beslægtet med nordhavsrejen, som er den reje, vi normalt spiser. Når man køber ferske rejer, kan man indimellem se en glasreje, som kom med i fangsten. Lebbeus polaris er en anden meget smuk reje. Den er klarrød med en serie blå punkter langs kroppen. De findes ofte på pladser, hvor der er mange rødalger.

Vil du virkelig se mange rejer, kan vi varmt anbefale et natdyk. Om natten bliver rejerne nemlig aktive og går bort fra sit opholdssted for at søge føde.

 
Diving - Faroe Islands Tourist Board - Undir Bryggjubakka 17 - Postbox 118 - Tórshavn - Tel: (+298) 355 800 - Faks: (+298) 355 801 - touristtourist.fo